Christel har tabt kg. 20 med Dukan Kuren


Fortæl lidt om dig selv!
Jeg hedder Christel og kommer fra hovedstadsområdet. Jeg arbejder som korrekturlæser på Ude og Hjemme. Jeg er single og har tre børn, på 12, 15 og 17 år. Jeg har en blog, der hedder Kroelles blog.

Hvordan eller hvorfor tog du på?
Som barn var jeg meget aktiv med håndbold, cyklede og gik til de fleste aktiviteter, så jeg var ikke tyk, men måske lidt muskuløs. Jeg følte mig dog altid tyk og spiste tit slik og store portioner mad, men jeg kunne tåle det. Da jeg som 27-årig blev gravid, var min vægt 70 kg. Jeg har altid været kraftigt bygget, så folk skød min vægt til 60 kg. Under graviditeten, hvor jeg på ingen måde grov-spiste, men faktisk prøvede at passe på, tog jeg 35 kg på. De knap 30 kg var altså en vægtøgning! Man lærte jo, at man ikke måtte gå på kur, imens man ammede, så jeg håbede, at det ville forsvinde langsomt, som andre havde oplevet. Jeg beholdt dog min kampvægt, til jeg besluttede mig for at gøre noget ved det året efter. Jeg gik på slankeskole og tabte 10 kg på 10 uger. Men da jeg var på egen hånd igen, spiste jeg hele tiden på grænsen af det tilladte og tog langsomt på igen. Siden prøvede jeg Sugarbusters, som er lidt a la Dukan, skiftede til vægtkonsulenterne og flere andre. Jeg tabte mig ved hver type kur og skiftede, hvis vægttabet gik i stå. Og efter et år vejede jeg 72 kg! Men ingen havde fortalt mig, at kroppen skriger efter at genvinde de tabte kg, så snart tog jeg på igen, selvom jeg kæmpede imod og farede fra den ene kur til den anden.
Jeg prøvede så slankehypnose, som var rigtig godt for mig og havde den sidegevinst, at jeg kom af med min mørke-skræk. Jeg kom atter ned på de ca. 72 kg og holdt det noget tid, til julen kom og alle sagde: tag nu lidt kage, tag nu lidt konfekt osv., og snart var jeg hooked igen. Dog har jeg for altid lært ikke at fylde mig til mere end mæthedspunktet, hvor jeg før kunne køre videre derudad med at proppe i munden! Men min vægt steg til godt 100 kg igen.

Hvad fik dig til at beslutte, at du ville tabe dig?
Jeg var træt af at være tyk, jeg syntes det blev sværere og sværere at skjule overvægten under tøjet.

Hvorfor valgte du netop Dukan Kuren?
Jeg arbejder på Ude og Hjemme, og vi skulle lave et tillæg til bladet med Dukan-kuren. Jeg tænkte, at her var noget brugbart. Det tiltaler mig, at det er en kur, som ender i en kostomlægning, for kur alene dur ikke. Jeg ledte videre på nettet efter info og fandt din hjemmeside.

Har du været på andre kure før?
Jeg har som sagt været på både mange kure før: Annes Slankeskole, Omega-kuren, Atkins, Vægtkonsulenterne, Sugarbusters, fit for life og et slankeprogram fra hjertesyge, der skal tabe sig i en fart - og jeg har prøvet at tælle kalorier.

Hvad var reaktionen fra dine omgivelser på, at du valgte at gå på Dukan Kuren?
Folk er generelt kritisk over for kuren, da det hedder en kur, men jeg fortæller, at det ender i en kostomlægning. De siger også, at de selv ville have svært ved at undvære brød og pasta osv.

Hvilken fase er du i og hvor mange dage har du været på kuren i alt?
Jeg er i fase 2, men går snart til fase 3. Jeg startede på Dukan-kuren i november for et år siden. Jeg holdt dog pause hen over sommeren og ved fester, så jeg opstartede igen 1. august.

Hvor meget har du tabt dig?
Jeg har tabt mig 20 kg.

Er der noget du snyder med eller ikke overholder?
Jeg overholder kuren, men nogen gange ryger der måske lidt mere light-kakaomælk ned end tilladt, men her på det sidste har jeg prøvet at overholde kuren tæt på 100 pct. (undtagen de få gange jeg har været ude og har drukket et par øl) I starten kunne jeg tage lidt lettere på det, og der røg kg af hver uge.

Hvad har været det sværeste ved kuren?
At skulle begrænse indtag af (light)kakao, og at man ikke lige kan snuppe noget fastfood, der er Dukan-venligt.

Hvor meget motion har du dyrket og hvilken type motion?
Jeg har prøvet at følge anvisningerne for motion, men det er nok mere blevet til lang gåtur hver anden dag. Jeg har også gået lidt i fitness, men det er der blevet skruet endnu mere op for, og jeg er opstartet på løbeprogram og træner div. muskelgrupper.

Hvad er dit bedste trick eller din redning, når du har været lækkersulten?
Cheasy joghurt har været min bedste redning, når jeg var lækkersulten. Og min light kakaomælk – og ostekage (som jeg kalder citronfromage).

Har du på noget tidspunkt været ved at give op og (hvis ja) hvad fik til til at fortsætte?
Jeg har aldrig for alvor haft lyst til at opgive, men jeg har indimellem tænkt, at jeg da godt lige kan spise til denne her fest eller særlige lejlighed, for man har kun et liv. Og så må kuren tage det længere.

Hvad har vægttabet betydet for dig i hverdagen?
Det betyder rigtig meget for mig, at jeg er blevet slankere. Jeg har fået det bedre med mig selv.

Har det haft nogen effekt på dit helbred?
Jeg har egentlig aldrig haft gener på grund af min overvægt – og dog: jeg er stoppet med de vanddrivende piller, da jeg ikke længere ophober væske i benene, og jeg har ikke så tit hovedpine længere.

Fortæl om en sjov eller positiv episode i forbindelse med dit vægttab!
De to eneste dage, jeg har følt, at man ikke kunne se vægttabet, og har været lidt trist, har jeg samme dag fået kompliment for vægttab af kollegaer.
Og forleden oplevede jeg, at mine sko er blevet for store!

Hvad er det første du spiste/vil spise når du kommer i fase 3?
Jeg er meget bevidst om, at jeg skal passe på også i fase 3, for de øgede kulhydrater giver mig større sult. Men rugbrød og ost står øverst på min liste – og jordbærmilkshake, lavet på den sunde måde. Det bliver også fantastisk at kunne få sushi igen!

Kan du holde vægten nede i fremtiden?
Ja! Det skal jeg. Jeg kan jo altid gå på Dukan igen, og nu er jeg bevidst om at stabilisere vægten, så det tabte ikke kommer tilbage.

Christels dagbog

Christels blog

Christel før og efter




Kommentarer

16/11/2012 kl. 10:44
Hej god læsning,og din historie lyder som mange af os andre med man har prøvet den ene kur efter den anden.Glæder mig til at følge dig i fase 3,og læse i din dagbog hvordan det går.
16/11/2012 kl. 11:41
Tak Lucky, og det er gengældt, jeg vil også følge dig.
mig
16/11/2012 kl. 19:45
Dejlig læsning søde Christel og sikke en forskel, det er så godt gået Du er bare en sej kvinde
Glæder mig også til forsat at følge dig

Knuus
16/11/2012 kl. 20:57
Tak "Mig", og i lige måde
16/11/2012 kl. 23:30
Eeeeii men altså Christel! Du er jo blevet smækker lækker! Tak for din historie, hvor det lyder velkendt Tilykke med dit flotte vægttab... bliver spændende at følge dig.... og holder jo øje med dig mandag og fredag i: Skal vi kæmpe sammen
17/11/2012 kl. 19:19
Ninapiie: tak smukke .. jeg kommer bestemt også til at følge dig, eller følges med dig gennem fase 3..
23/11/2012 kl. 15:43
Kent, vil du flytte mine billeder op i før og efter-billeder foroven på hjemmesiden?
24/11/2012 kl. 09:56
Så er den klaret.
Cookies hjælper os til at give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores ydelse, accepterer du vores cookies.