Forbered dig på Dukan kuren og få succes


Hvis du har besluttet at tabe dig og har valgt at Dukan kuren skal hjælpe dig med det, så kommer her nogle gode råd til, hvordan du forbereder dig og gennemfører med succes.

Kom gerne med jeres egne kommentarer og erfaringer i kommentarfeltet nederst.

Mental forberedelse til slankekur

Hvis du starter på Dukan kuren, så vær sikker på at det er det du vil og at du ønsker at gennemføre det. En "lad mig prøve at se om denne kur er noget der virker" attitude er ofte et oplæg til at fejle. Dette er en ikke bare nogle uger eller måneder på kur, dette er en ændring af din livsstil. Det er et langt sejt træk. For mange personer kommer der svære perioder i løbet af kuren, hvor man kan have lyst til at give op og det er her hvor det kræver, at man har taget en fast beslutning om, at dette skal lykkedes og dette er din nye livsstil.

Hvad går Dukan kuren ud på?

Du skal selvfølgelig også forberede dig, ved at sætte dig ind i dukan kuren. Læs og sæt dig ind i, hvad det går ud på, hvad du må og ikke må og hvis du er i tvivl så spørg, for der er mange der gerne hjælper dig. Brug forum så meget du kan og der findes også masser af information her på siden og køb evt. bogen om Dukan kuren.

Find en slankemakker

Det er nemmere at gennemføre, hvis man er flere om det. Hvis man kan få kæresten/manden/konen med også, så flere i husholdningen er på kur, er det nemmere med madlavning, men specielt er det nemmere, fordi man kan støtte hinanden. Hvis man bor alene eller der ikke er andre i husholdningen, der ønsker at deltage, så prøv at find en veninde eller arbejdskollega, så man har en støtte og man kan holde hinanden ansvarlig. Kan man heller ikke finde en veninde eller kollega, så prøv at finde en via vores forum.

Indkøb på og til slankekur

Lav en indkøbsliste og følg den. Når du tager på indkøb, så lav en aftale med dig selv om, at du ikke køber noget ud over det der står på listen. Der er mange fristelser i supermarkedet og du skal være klar til at modstå dem, når du handler ind. Det er også en god ide, kun at købe ind når man er mæt. Hvis man er sulten, bliver man nemmere fristet til at købe slik, kage osv.

Hvis det er muligt, så tøm huset for forbudte madvarer. Det kan være svært at modstå, hvis man har slik liggende og man en lørdag aften keder sig og er lidt lækkersulten. Det kan selvfølgelig være svært, hvis man er den eneste i familien der er på kur.

Slankemad og madlavning

Forsøg at spise varieret. Mange finder nogle opskrifter der er nemme og bruger dem hele tiden, men det kan man hurtigt blive træt af. Ja, hakkebøf smager da godt, men spiser man det 4-5 gange om ugen, mister det hurtigt tiltrækningskraften. Det bliver for kedeligt i længden og det er også vigtigt for din krop, at du spiser varieret så du får de nødvendige vitaminer og mineraler.

Der findes masser af opskrifter her på siden, så det burde ikke være et problem af finde inspiration.

Madlavning holder dig beskæftiget og på benene i længere tid. :) Så forsøg dig også med nogle lidt mere komplicerede retter.

Stagnation på slankekur

Vær forberedt på, at der kommer perioder hvor du ikke taber dig. De fleste oplever perioder, hvor de ikke taber sig eller måske tager lidt på. Dette kan ske selvom du følger alle Dukan kurens regler og anbefalinger. Længden af disse perioder varierer meget fra person til person, men der kommer gang i vægttabet igen, så hold ud.

Det er normalt at man stagnerer eller tager lidt på, når man starter i fase 2. Fase 1 giver et hurtigt vægttab, men en stor del af vægttabet er vand og er derfor ikke et reelt vægttab i fedt. Når du begynder at spise grøntsager igen, vil noget af vandet ophobe sig igen.

Vægttabet vil normalt også gå langsommere, jo mere man taber sig. Stofskiftet falder og man forbrænder mindre ved samme fysiske aktivitet. Motion hjælper med at holde stofskiftet oppe, så derfor er det vigtigt, at dyrke motion i forbindelse med vægttab.

Brug ikke stagnation som en undskyldning for at give op! Hold fast og vægttabet vil begynde igen.

Motion og vægttab

Motion er en stor del af kuren. Det er ikke kun godt for vægttabet, men også for helbredet. Har du en trænet muskulatur, optages fedt og sukker hurtigt af muskulaturen og lagres, så det kan anvendes som energi. Utrænet muskulatur optager fedt og sukker meget langsommere og når det bliver i blodkarrene i længere tid, er det med til at give de livsstilssygdomme, som mange lider af i dag.

For at du kommer i gang med og holder fast i at dyrke motion, er det vigtigt at du finder noget du syntes om. Efter nytår boomer fitnesscentrene, da mange ofte forbinder slankekur og fitnesscenter. Men der kommer også mange opsigelser i løbet af februar og marts, da det er dyrt at betale for et fitnessabonnement som man ikke bruger :)

Det kan være nok så godt for dig, at gå i fitnesscenter, men hvis du syntes det er kedeligt, vil du hurtigt miste motivationen og hvis det er en kamp, hver gang du skal derhen, går der ikke længe før du holder op med at komme der.

Derfor er et motionscenter ikke det rigtige for mange (for nogle er det). Måske kan man finde en holdsport, som man syntes om, dans, zumba, gymnastik, en gåtur med hunden eller noget helt andet. Det vigtige er, at det er noget du vil fortsætte med at gøre.

Hvis du går eller løber, kan en motionsapp til din smart phone være en god hjælp og motivation. Fx runkeeper eller endomondo, hvor man kan se, hvor langt man har gået, hvor mange kalorier man forbrænder osv. Her kan man konkurrere lidt med sig selv, ved at gå samme tur hurtigere, gå længere ture osv.

Hvor ofte skal man veje sig på slankekur?

Dukan anbefaler at man vejer sig hver dag, så man kan følge sit vægttab nøjagtigt og lave justeringer, hvis det er nødvendigt. Det er dog ikke det bedste for alle, at veje sig hver dag. Mange mister motivationen så snart der er en lille stagnation eller vægtøgning. Dette kan være dråben der får bægeret til at flyde over eller den undskyldning de har ledt efter, for at droppe kuren.

Vægten svinger meget og i løbet af en uge, kan der være dage, hvor man tager lidt på. Der er mange faktorer der har indflydelse på vægten og det kan ikke forventes at vægten falder hver dag. Hvis man går på vægten ugentligt, vil man normalt se et vægttab fra uge til uge (se dog sektionen omkring stagnation)

Derfor afhænger det af din psyke, hvor ofte du bør gå på vægten. Hvis en vægtøgning påvirker dig meget, så gå kun på vægten en gang om ugen. Hvis det ikke påvirker dig, så kan du godt veje dig hver dag.

Overspring på Dukan kuren

Lav en plan for overspring eller ikke-overspring. Gør op med dig selv inden du begynder, hvordan du vil håndtere sociale sammenkomster og andre situationer, hvor du ikke selv laver maden eller har mulighed for at holde dig 100% til kuren. Vil du medbringe mad, vil du forsøge at holde dig så godt så muligt til kuren eller vil du tage en "fridag".

Det er ikke selve overspringet, der er det problematiske, da det kun er en midlertidig opbremsning af vægttabet, det er at det bliver nemmere at springe over næste gang. Så man skal være helt afklaret med, at hvis man laver et overspring, så fortsætter man kuren efterfølgende og afviger ikke mere. Se artiklen her om overspring.

Derfor er det heller ikke godt at starte kuren, lige før man skal til en fødselsdag eller lignende. Selvom man har besluttet, at man skal starte d. 1. og man skal til fest d. 4. så vent nogle dage, så man ikke skal afbryde efter kort tid.

Snacks, slik, kage og andre søde sager på slankekur

Find nogle opskrifter eller nogle madvarer, som du kan spise som snacks, slik, kage osv. Når du får meget lyst til slik, kage chips osv. skal du bruge noget der kan erstatte det. Det findes en del opskrifter på forskellige kager og desserter her på siden, men det kan også være, at løsningen er lidt yoghurt tilsat lidt aroma, kødchips eller bare nogle skiver agurk (på grøntsagsdage) eller noget helt tredje. Tag et kig i forum, hvor mange har skrevet om, hvad de bruger spiser eller drikker, når de bliver lækkersultne.

Efter fase 2 af Dukan kuren

Har du før hørt folk sige "jeg har hørt, at man tager det hele på igen efter den kur"? Det er der en grund til. For de fleste der går på kur, ser det som netop det, en slankekur. Så når de har tabt de kilo de skal, går de tilbage til gamle vaner. Derfor tager mange på igen, når de har tabt sig på en slankekur.

En slankekur skal være en permanent omlægning af ens livsstil, for at det kan have en vedvarende effekt. Følg fase 3 og 4! Hvis du ønsker at holde vægten nede, så er det vigtigt at følge alle faserne! Hvis du efter fase 2 går tilbage til din gamle livsstil, vil du højst sandsynlig tage den tabte vægt på igen. Du skal derfor være klar til at følge alle faserne i Dukan Kuren.

 

 

Cookies hjælper os til at give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores ydelse, accepterer du vores cookies.