Denne artikel er en opfølgning på artiklen om at tage på, efter man har været på slankekur og handler om tre personer, der har tabt sig på Dukan Kuren og efterfølgende har holdt vægten nede. De har holdt vægten nede i minimum 1 år efter afslutningen af fase 2.
Er der spørgsmål eller kommentarer til deltagerne, må de gerne stilles i kommentarfeltet under artiklen.
Deltagerne har fået følgende spørgsmål:
Hvor meget har du tabt dig og over hvor lang tid?
Hvor lang tid har du været overvægtig før du startede på kur?
Hvornår startede du kuren og hvornår gik du ind i fase 3 og 4?
Har du før været på slankekur og taget på igen?
Hvordan har dine kost- og motionsvaner ændret sig fra før du startede kuren til nu?
Efter dit vægttab, har du på noget tidspunkt haft svært ved at holde vægten? Hvorfor?
Hvordan og hvorfor er du i stand til at holde vægten?
Britta 35 år
Hvor meget har du tabt dig og over hvor lang tid?
Har tabt 28 kilo på ca 4 måneder.
Hvor lang tid har du været overvægtig før du startede på kur?
Har været overvægtig i ca 20 år.
Hvornår startede du kuren og hvornår gik du ind i fase 3 og 4?
Startede Dukan i juni 2012.
Gik først i fase 3 i februar 2013 da jeg var ret nervøs over hvordan kroppen ville reagere efter vægttab. Så skulle lige tage mig mod til det ukendte.
Gik i fase 4 efter 280 dage i fase 3.
Har du før været på slankekur og taget på igen?
Har aldrig været på en "rigtig" kur. Har altid troet at jeg selv kunne styre det ved at spise sundt osv. Men det er aldrig lykkedes. Altid taget på igen. Og mere til.
Hvordan har dine kost- og motionsvaner ændret sig fra før du startede kuren til nu?
Er meget mere bevist omkring hvad der er sundt og godt for mig nu. At feks sukker er sukker, uanset om det kommer fra en chokolade bar, eller et æble.
Og motion er meget sjovere og mere motiverende nu, da man ikke kun slåsser imod det irriterende fedt, men at se der sker noget, blive strammet op og kan se ens muskler komme til syne.
Efter dit vægttab, har du på noget tidspunkt haft svært ved at holde vægten? Hvorfor?
Hvis man i en periode har spist forkert, er stresset osv, kan jeg stadig nemt mærke at de dårlige vaner ligger og lurer lige om hjørnet. Der skal man lige tage sig sammen igen og tænke over hvor elendigt man havde det som overvægtig, og at det jeg putter i munden ikke er det værd, at ende der igen!
Hvordan og hvorfor er du i stand til at holde vægten?
For det første reagere kroppen med det samme på hvis jeg spiser forkert, meget sukker og fedt, feks med dårlig mave, høj puls og generel ubehag.
Men bare hele følelsen af endelig at være slank og normal vægtig, at kunne passe alt det lækre tøj jeg altid har drømt om. At føle sig lækker og ikke være den grimme veninde mere... Det er bare den lækreste følelse i verden. Og mit motto er i den grad blevet : intet smager så godt, som slank føles!
Camilla 22 år
Hvor meget har du tabt dig og over hvor lang tid?
Da jeg startede på DUKAN og til jeg stoppede tabte jeg på de 6 mdr 16 kg. Dog stod vægten HELT stille I de 2 ud af de 6 mdr. Jeg er sikker på det skyldes jeg blev opereret I maven (havde intet med DUKAN at gøre) og de gange jeg valgte at drikke. Det var en sikker vinder at hver gang jeg havde drukket alkohol en fredag tog det mellem 3-4 uger for mig at tabe de 1,5 kg jeg havde taget på på sådan en aften. Bestemt ikke anbefalelsesværdigt! Det er også en af grundene til at jeg den dag idag ikke drikker og ikke har gjort det siden nytårsaften 2013/14.
Hvor lang tid har du været overvægtig før du startede på kur?
Så længe jeg kan huske, og det er helt tilbage til 12 års alderen det hele begyndte. Jeg var altid lidt kraftigere end de andre I skolen og husker tydeligt hvordan jeg skjulte min krop med løse bukser, lange toppe og store trøjer – også selvom det var 30 grader udenfor. Da jeg var omkring 16-17 år kom jeg dog ned I en pæn størrelse men det hele eskalerede da jeg fandt mig en kæreste da jeg var omkring 19 år. På de 2 år jeg var sammen med ham har jeg taget mellem 8-10 kg på. Sjovt nok da jeg gik fra ham tog jeg det bedste valg I hele mit liv og startede på DUKAN
Hvornår startede du kuren og hvornår gik du ind i fase 3 og 4?
Jeg startede DUKAN livsstilen (vælger ikke at kalde den en kur da det ikke er en kortvarrig process men en livsstil det er meningen man skal følge resten af livet. Det er ikke en sur tjans, men det bedste valg du kan tage for dig selv) November 2012 og fulgte fase 2 indtil Marts 2013 hvor jeg valgte at stoppe. Her havde jeg ikke nået mit mål, men var heller ikke langt derfra. Jeg valgte derfor ikke at gå I fase 3 og 4 som også har resulteret I at jeg har taget 10 kg ekstra på. Dog er meget af det fedt nu tabt og bygget op til muskelmasse, men det er en helt anden snak.
Har du før været på slankekur og taget på igen?
Jeg har været på uttallige slankekure.
Jeg har prøvet Nupo – ingen succes
Jeg har prøvet vægtvogterne – ingen succes
Jeg har prøvet at spise så lidt som muligt – ingen succes
Jeg har prøvet at leve af nudler – ingen succes
Osv. Osv. Osv. .. Dronningen af mislykkede slankekure er ikke helt ved siden af!
Og jo jeg tabte mig da mellem 1-5 kg på de forskellige kure, men hvor godt og sundt var det lige når størstedelen af det jeg tabte var muskler og ikke fedt?
Hvordan har dine kost- og motionsvaner ændret sig fra før du startede kuren til nu?
Mine kost og motionsvaner har ændret sig fuldstændig og mange vil slet ikke kunne kende min tilgang til kost og træning. Nu har jeg sat mig et mål om at stille op I bodyfitness enten 2016 eller 2017. Jeg har min egen coach der har lavet min kost og træningsplan. Pt. er jeg igang med de sidste 3 mdr af mit cut da jeg skal smide de sidste 6 kg inden jeg kan begynde at bulke og virkelig opbygge muskler. (Simplificeret cut=mindske fedtprocent, bulk=tage på I muskelmasse)
Jeg laver mad til flere dage af gangen, vejer min mad og spiser gerne det samme hver dag I flere uger OG JEG ELSKER DET!
Derudover dyrker jeg seriøs styrketræning, et 5-split program. (5 styrketræningsdage på 1 uge. Træning af alle musklerne er dermed delt op I 5 dage)
Efter dit vægttab, har du på noget tidspunkt haft svært ved at holde vægten? Hvorfor?
Jeg havde I starten rigtig svært ved at acceptere at jeg måtte begynde at spise mange af de ting man ikke måtte spise på DUKAN såsom stivelse, sukker I begrænsede mængder osv. Her er det en super vigtig balancegang der skal holdes hvis man som mig ikke vælger at gå I fase 3 og dermed videre til 4. Det kræver en kæmpe viljestyrke at blive “lukket ud” I den “virkelige” madverden igen uden DUKANS principper at kunne holde sig til. Jeg havde ikke svært ved DUKAN og på det halve år jeg var derpå syndnede jeg kun én gang med “forbudt” mad - og det var en halv pizza på min fødselsdag. Selv juleaften spiste jeg dukansk, og elskede det.
Netop derfor troede jeg også på at jeg sagtens kunne klare mig selv på egen hånd og finde noget der fungerede fint for mig, derfor valgte jeg at gå væk fra DUKANS principper.
Hvordan og hvorfor er du i stand til at holde vægten?
Fordi jeg kan og fordi jeg vil!!
Jeg skal ALDRIG tilbage til hvor jeg var før så der er simpelthen ingen anden udvej. Det er først NU det bliver svært. Det var ikke inden du begyndte, det var ikke imens du var igang det er NU det gælder. Nu du skal overvinde den gamle trædemølle. Nu du skal holde dine ændrede vaner og ikke falde tilbage I de gamle.
Jeg laver gerne motivationsbilleder hvor jeg sætter billeder op som jeg så ud før op imod som jeg ser ud idag for at holde min kampånd oppe. Det styrker min vilje til at fortsætte og bekræfter endnu engang hvorfor det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv.
Jeg har sagt det igennem hele mit forløb og jeg siger det stadig
“ DU KAN HVAD DU VIL!”
Kent 37 år
Hvor meget har du tabt dig og over hvor lang tid?
Omkring 20 kg. på 100 dage. De sidste par kilo blev faktisk tabt i fase 3.
Hvor lang tid har du været overvægtig før du startede på kur?
Kiloene sneg sig lige så stille på, så det er svært at sige, hvornår jeg kom til et punkt, hvor jeg var overvægtig. Men et par år vil jeg tro.
Jeg har ikke været overvægtig som ung, men tror at jeg kom ind i det, som sker for mange mænd. Tilværelsen bliver "behagelig" og øldunken begynder lige så stille at kigge frem. Ikke så hurtigt, at man lægger mærke til det, men pludselig kommer man til at kigge ned og tænker "hvor fa..... kom den fra?" eller der er måske folk, som man ikke har set i lang tid, der kommer med en kommentar, så man bliver opmærksom på det.
Hvornår startede du kuren og hvornår gik du ind i fase 3 og 4?
Startede i januar 2011. Gik i fase 3 midt i april og fase 4 i november 2011
Har du før været på slankekur og taget på igen?
Har en gang været på Atkins, hvor jeg tabte omkring 10 kg. Der fulgte jeg en madplan en ven havde lavet. Efterfølgende gik jeg tilbage og spiste som før. Tog dog ikke hurtigt på igen, da jeg dyrkede ret meget sport, men der kom lidt efter lidt nogle kilo på.
Hvordan har dine kost- og motionsvaner ændret sig fra før du startede kuren til nu?
De har ændret sig en hel del. Før kuren bestod aftensmaden ofte af noget med kulhydrater – Kartofler, ris, pasta, pizza, brød osv. Nu er det ofte salat eller suppe. Frokost (skal måske nævne at jeg bor i Spanien, hvor frokost er hovedmåltidet) er ofte kød med grøntsager, mest kylling og fisk og ikke så ofte okse- og svinekød. Jeg spiser også gerne lidt frugt efter frokost. Der er kommet flere light-produkter ind i huset. Til morgenmad spiser jeg gerne brød med ost og det er der jeg får flest kulhydrater.
Jeg er også meget opmærksom på sukkerindholdet i forskellige produkter, for light er kun ift. fedt og ikke sukker. Så jeg tjekker ofte næringsindhold på varer i supermarkedet.
Motionsvanerne har også ændret sig meget. I den tid, hvor jeg blev overvægtig dyrkede jeg meget lidt sport. Efterfølgende er jeg begyndt at dyrke meget sport igen. Jeg spiller padel (en blanding af squash og tennis) en gang om ugen, dyrker crossfit to-tre gange om ugen og i vintermånederne spiller jeg basketball en gang om ugen.
Efter dit vægttab, har du på noget tidspunkt haft svært ved at holde vægten? Hvorfor?
Jeg vil ikke sige, at jeg har haft svært ved at holde vægten nede. Men har nogle gange taget lidt på, hvor jeg efterfølgende at tabt mig igen. Det meste har været, hvor jeg ramte 85 kilo.
Hvis vi har været på ferie, bliver der ikke taget hensyn til vægten. Dvs. der er nogle ting, som der kommer naturligt nu, for hvis jeg spiser et måltid eller flere måltider med mange kulhydrater, føler jeg mig meget oppustet og utilpas. Så der er en tendens til at vælge noget med mere protein end kulhydrater. Fx spiser vi meget sjældent på italienske restauranter.
Så efter en ferie eller en periode med mange sociale arrangementer, kan der godt være røget et par kilo på. Men nu har jeg værktøjerne til at få vægten ned igen. Så det kræver normalt bare en lille justering af kosten over et par uger, for at få vægten ned igen.
Der har også været et tidspunkt, hvor jeg har været skadet og ikke været i stand til at dyrke sport et par uger, hvilket også gav et par kilo ekstra, da jeg ikke var opmærksom på, at justere kosten.
Hvordan og hvorfor er du i stand til at holde vægten?
Fordi jeg har ændret livsstil! Kosten er en helt anden og jeg dyrker meget mere motion.
Jeg er meget glad for mad og prøver gerne en masse forskellige restauranter og gerne mange forskellige ting, som man sikkert også kan se, hvis man kigger på min personlige blog. Men jeg har lært, hvad det er der sætter sig på sidebenene. Så til hverdag, spises der fornuftigt og når jeg er ude spises der ”godt”, men med måde og lidt fornuft :) På samme tid, planlægges der lidt, hvis der kommer et socialt arrangement. Hvis der er et arrangement om aftenen, så spises der lettere end normalt til frokost.
Normalt kan man sige, at jeg holder fri i weekenden. Dvs. at der tænker jeg ikke over, hvad jeg spiser og drikker. Forstået på den måde, at er vi en tur i byen, på restaurant, til et eller andet arrangement osv. så spiser og drikker jeg hvad der er. Dog er jeg stadig opmærksom på, ikke at spise for meget brød, pommes frites osv. som kan blive serveret til maden og drikker gerne light sodavand, hvis man skal have noget blandet med alkohol. Men hvis der ikke er noget arrangement i weekenden, så spises der som de andre dage.
Efter en weekend med et par arrangementer, kan der godt være et kilo eller to ekstra på, men de plejer at være væk igen, når vi kommer til fredag.
Jeg tror også, at det betyder meget, at jeg har fundet nogle motionsformer, som jeg syntes er sjovt og faktisk glæder mig til, hver gang jeg skal afsted. Jeg har nogle gange, forsøgt at starte i motionscenter, men det har normalt ikke været mere end højst to måneder, for jeg syntes det var for kedeligt. Jeg har altid spillet basketball, men har ikke mulighed for at spille så ofte, hvor jeg bor nu. Så jeg er begyndt at spille padel, som er en ukendt sport i Danmark. Det er nemt at starte på og sjovt at spille. Jeg prøvede ved et tilfælde crossfit og det fangede mig med det samme.
Jeg er også på vægten en gang om ugen, for lige at tjekke at der ikke er for meget der sætter sig fast.
Jeg skal da også lige nævne, at min kone har en blog, hvor hun hver fredag har en opskrift på en dessert eller en kage. Den dessert eller kage skal jo spises. Hun er endnu mere opmærksom på, hvad hun spiser og drikker end mig og dyrker ikke så meget motion, så hun smager normalt bare på den og overlader så resten til mig. Så jeg har den "byrde", at jeg skal spise en hel kage eller flere desserter hver uge... det skal jo ikke gå til spilde. I denne uge er der græskar-mini-muffins.