Lad os starte fra begyndelsen.
Jeg var meget tynd som "ung", men min fokus på vægten kom allerede da jeg var 15-16år. Jeg var stadig meget tynd, men havde i perioder bulimi, og her opstod mit usunde forhold til mad.

Vægten begynder langsomt at stige da jeg er 19-20år. Jeg begynder på anti- depressiv og holder lidt for mange hyggeaftner med kæresten. Jeg nægter aldrig mig selv noget, spiser og drikker som jeg har lyst, især cola. Jeg trøstespiser, spiser i smug, og da jeg bliver sygemeldt efter studentereksamen, ligger jeg i sengen det meste af dagen.

Vægten stiger og i 2010 får jeg mit første barn. I 2011 får jeg mit andet barn. Jeg er gået fra ca 60 kg til ca 85 kg og vægten stiger stadig.

I foråret får jeg konstateret en meniskenskade, og lægen anbefaler at jeg taber mig, og begynder at træne. Jeg kommer hjem og går på vægten. 94 kg! Nu skal der ske noget, så jeg melder mig til fitness og begynder at tælle kalorier. Det går så godt, og inden sommer er jeg under 90 kg.

Men sommeren er hård, studiet presser, økonomien er stram og ægteskabet knirker, så i august må jeg til læge igen og have udskrevet mere medicin. Meget antidepressiv øger appetitten, og sætter sig lige på maven. Jeg spiser og spiser, men er stadig sulten. Jeg trøstespiser konstant, men holder ved træningen.

Når jeg ser svært overvægtige, har jeg altid tænkt: hvorfor lod de det komme så vidt. Hvorfor stoppede de ikke før? Så den dag jeg står på vægten og har nået 100,7 kg, har jeg fået nok. Jeg troede aldrig jeg skulle komme så vidt.

Så mandag d. 11-11-2013 begynder jeg på dukan. For helvede det er hårdt! Men nu, efter 7 dage i angrebsfasen, har jeg tabt 5 kg! Det hele værd!

Nu begynder vekselfasen i dag, og jeg er spændt på at se hvad ugen bringer.
Vender nok tilbage
Hilsen ditte