Oprettet af LineJo d. 02/01/2014 kl. 22:12

LineJo's dagbog!

Jubi! Så lykkedes det mig at oprette mig med en dagbog her på sitet. Tak Kent, for hurtigt svar!

Jeg har kigget mig omkring - synes ikke det er helt overskueligt, men rigtig spændende. Det er nogle fantastiske historier der bliver fortalt her på sitet, og jeg ønsker mig at bliver en del af historien også!

Min historie:

Jeg var slank som barn indtil mine teenageår, hvor jeg i løbet af få år tog på. Jeg havde været et aktivt barn, der legede meget med drenge, men da vi blev teenagere var jeg ikke så interessant længere - og meget usikker! Mit selvværd har aldrig været højt og jeg syntes at alle andre havde bedre forudsætninger for alt, end jeg! Jeg var glad for slik og søde sager og de blev nydt sammen med diverse kærlighedsromaner.

Jeg kom i lære i en slagterforretning. Var ikke særlig glad for det og trøstespiste - mad af forskellig slags i løbet af dagen og slik om aftenen. Som 17 årig vejede jeg 80 kg. Gys! Jeg hader at se billeder fra den gang!

Jeg kan også huske hvordan jeg søndag eftermiddage, når jeg var hjemme i weekenderne hos mine forældre, der boede på landet, kunne finde på at gå til den nærmeste by, med en tankstation (4 km fra mine forældres hjem) Så købte jeg helt vildt meget slik og chips og så åd jeg det mens jeg gik de 4 km hjem igen. Jeg åd til jeg var ved at brække mig og smed de sørgelige rester i grøftekanten.

Da jeg var midt i tyverne tabte jeg mig lidt og lå i flere år omkring 75 kg. Jeg blev bevidst om hvor meget mine tanker kunne påvirke min oplevelse af mig selv. Jeg oplevede ofte at nogen sagde: har du ikke tabt dig, Line?! Og jeg svarede nej hver gang! Fordi det havde jeg ikke! Men en veninde øvede mig i at tage i mod komplimenterne også selv om jeg viste jeg ikke havde tabt mig. Det hjalp mig til at uden at være på kur komme ned omkring 69-70 kg.

Så har jeg prøvet alle mulige kure gennem tiden: vægtkonsulenter, nupo, div kure fra ugeblade og bøger, men jeg har yoyo'et op og ned dog uden at komme op over de 80 kg. Og aldrig under 67 kg.

I perioder har jeg styrketrænet -og kan egentlig rigtig godt lide det. Jeg er bare så dårlig til at komme afsted!

I mine 30'ere fik jeg to børn. Tog ikke meget på i første graviditet og havde det pragtfuldt. Efter fødslen kom jeg hurtigtigt tilbage til de 68-70 kg. Den anden graviditet var ganske anderledes, med bækkenløsning og smerter og jeg tog en del mere på end sidst. Det skyldtes nok mine usunde kostvaner og cravings.. Og min søn var også en stor krabat på knapt 5 kg!!! Pyh! Men han var sulten da han kom ud og et halvt år efter hans fødsel vejede jeg 62 kg!!!! Det var helt vildt!!!! Det havde jeg ikke vejet siden før min konfirmation!

Men da jeg stoppede med at amme ham, havde jeg ikke nogle særlig gode kostvaner længere. Jeg kunne bare guffe løs mens jeg ammede og jeg tabte mig alligevel.

Med to små børn og fuldtidsjob som har været meget krævende!!! gik jeg ned med stress og depression i 2008. Jeg var ikke god til at passe på mig selv! Jeg lovede mig selv en masse ting, men selvom jeg kom "ovenpå" igen og startede op på arbejdet igen fortsatte det dårlige mønster. Jeg kunne ikke overskue madlavning - og slet ikke sund madlavning. Jeg er nu oppe omkring de firs kg igen.

Jeg er kommet i den situation, at jeg har 1/2 år foran mig, hvor jeg ikke skal arbejde. (En lang historie, som jeg måske føler trang til at fortælle en anden gang?!? Jeg har lavet en aftale med mig selv om, at jeg skal træne 3 gange om ugen. Stille og roligt til at starte med, men jeg skal afsted! Og tanken har været der flere gange: Jeg ville faktisk gerne finde engagementet frem til en sund kost i samme moment... Og så kom jeg forbi dette site - som er gratis!!! Og hvor man bliver bakket op og kan stille spørgsmål. Og de resultater der vises - af rigtige mennesker!!!

Jeg har fundet noget gejst, jeg ikke har mærket i lang lang tid, ved at surfe rundt på siderne - også selvom det ikke altid er lige let at finde rundt! Men jeg håber jeg her har fundet min nye bedste ven i tiden der kommer. Jeg ved jo, at der kommer kriser og tider hvor jeg vil føle mig fristet og bare kun tænker på tilfredsstillelse her og nu i form af et sukkerrush. Men så vil jeg prøve at ty til tasterne. Om ikke andet så for at skrive mig ud af krisen om muligt, men ellers også se om hvilken betydning det kan have med feedback fra ligesindede.

Jeg vil stoppe for denne gang, men lader høre fra mig, når jeg starter op på mandag. Målet er at komme ned på 62 kg igen, det var fantastisk - så længe det varede Men det kommer tilbage!!! Og mit først del mål er at komme under 75 kg.

Godnat fra

LineJo


LineJo

03/01/2014 kl. 23:03
Jeg har brugt dagen - ihvertfald sidste del af dagen og hele aftenen på forberedelse. Jeg bliver hele tiden lidt klogere...ikke mindst takket være alle dem der svare på mine frustrede spørgsmål, men også fordi jeg får lidt mere overblik over sitet her og alle principperne bag Dukan. Der hænger lidt mere fast for hver gang jeg læser det.

Jeg sluttede min rundtur af med et kig på før og efter billederne(igen). Det giver totalt optur! Hvor er det fede historier - og tænk! Det bliver også mig på et tidspunkt!!!

Jeg fandt kostplan for angrebsfasen (Tak Lucky!) og jeg vidste jeg havde set den et sted! og det bliver med den som udgangspunkt jeg starter på mandag!

Nu må det være nok for i dag...
LineJo

06/01/2014 kl. 10:20
Så blev det mandag! Og jeg er i gang! Jeg har smugtrænet og begyndte så småt med Dukanmad i weekenden. Kunne simpelthen ikke vente.

Og så har jeg været ude og investere i en ny vægt og det var faktisk positivt - på den måde, at jeg sidst jeg vejede mig - i efteråret en gang vejede jeg de der 80 kg. Jeg har ikke ejet en vægt i flere år, så det var hos en veninde. Nu har jeg købt en vægt som sagt og lørdag vejede jeg mig på den og den sagde 75,1 kg! Jeg var sikker på at den vejede forkert og strøg ind til min nabo og spurgte om jeg måtte låne deres vægt for at tjekke. Med to vægte ved siden af hinanden fik jeg tjekket: 75,1 kg! den var god nok! Mystisk men også glædeligt... Mystisk fordi jeg ikke har oplevelsen af at min krop er 5 kilo mindre end den var i efteråret og glædeligt, fordi det lige hugger 5 kilo af udfordringen.

Og med tyvstart på Dukan betyder det at jeg starter med en morgenvægt i dag på 74,1 kg.

Jeg tænker at jeg skal have taget et "før-billede" i løbet af dagen. Fra alle vinkler , jeg er inspireret af alle de gode billeder jeg har set her. Fandt jo også lige ud af der ligger en stribe billeder i forum også. Jah, jeg er ved at blive helt god til at finde rundt her inde

Men hvis nogen hurtigt kan forklare hvordan man enten finder forklaringer eller kan forklare, hvordan man får profilbillede på og den der slankekurve, så må man gerne give lyd. Der er en henvisning til noget video, men jeg får ikke andet end kommentarer frem - ingen video

Og lige til sidst... Jeg måtte gøre to forsøg før mit Dukanbrød blev godt. Meeen så blev det også godt!!!
Jeg vejer mit klid: 1 1/2 spsk havreklid = 15+7,5= 22,5 g
og 1 spsk hvedeklid = 15 g

Min mand er med på ideen om Dukan - han er meget overvægtig (vil ikke på vægten men mit bud ligger mellem 120 og 130 kg) Vi har prøvet at gå på kur sammen før, men jeg ender med at føle at han bare overlader det til mig at tabe hans kilo for ham. Jeg bilder mig ind, at denne her metode er nemmere for ham at gå ind i - Når du er sulten: spis kød!!! Så laver jeg aftensmad som jeg gør alligevel.
Nu må vi se! Jeg bliver i hvert fald ved til jeg har nået mit mål og der kommer jo en lang fase efter selve mit vægttab, hvor jeg stadig skal følge principperne og mon ikke vi kan få det til at matche?
Jeg kunne unde ham at komme af med de ekstra kilo - og man bliver altså bare inspireret af alle Jer der har gjort det!!!

Mon ikke jeg skulle tage og få klaret de billeder?!?

God Dukan-dag til alle!

 
LineJo

08/01/2014 kl. 08:07
DAG 3:

Morgenvægt: 73 kg

Jubi! Det kører bare som det skal! Med vægten i hvert fald!

Jeg konstaterede i går at jeg er fuld af små kløende prikker op og ned af underarmene.... Jeg tænkte umiddelbart f*...!

Tænkte jeg ikke tåler protein eller tun/fisk eller.... i så store mængder. Jeg læste på Nettet at tun kan give allergi. Jeg spiste en hel dåse tun lørdag og igen i går. Blev virkelig nedtrykt, fordi det bare virker så godt for mig ellers med denne kur/omlægning. Tankerne om at sådan er det altid for mig: jeg får ondt i knæet når jeg begynder at træne, slår ud af de elektriske "dimser" jeg fik på da jeg prøvede Bailine (det der skulle være den nemme løsning). Der er altid noget der vil ind og spænde ben.

Nu er jeg dog lige kommet i tanke om noget der adskilte sig fra alle andre dage; der skete i går morges.... Jeg forsøgte mig med jordbæraroma! Jeg kom i tanke om at i ungernes lave-bolsjer-sæt var et hav af div. aromaer. Det sku prøves. Det har dog ikke været brugt i et par år og derfor var det ikke til at få jordbæraromaen ud af den lille flaske uden at pille den lille dryppe-dims af og det betød jeg var fedtet ind i jordbær-aroma på fingrene. Jeg tror/håber det er det, der har spillet ind!!!! Jeg dropper gerne div. aromaer men vil godt nok nødig ud og finde et andet alternativ, når det er så effektivt med dukan - ihvertfald når jeg må spise tun og fisk. Tofu er IKKE mig! Og jeg kan godt lide kød men det ville blive alt for meget, hvis ikke fisk var en mulighed.

Jeg vil nu glæde mig til min frokost med røget makrel, hytteost og rejer - lavet klar i går inden jeg lavede aftensmad! Det er virkelig også en del af succesen, at jeg får lavet det klar dagen før. Jeg laver også klar til min mand. Jeg laver to en portioner, men da han har væsentlig mere appetit end jeg, får han rester fra aftensmaden med til to mellemmåltider, mens jeg bare tager lidt af min frokostportin. Vi bruger vores Dukanbrød til mellemmåltiderne og putter pålæg på.

En ting mere som jeg tænker er godt for mig er, at jeg har min bøtte mad og jeg spiser af det ikke bare: formiddag, frokost, eftermiddag. Jeg går til det ihvertfald 4 gange og det tror jeg mit blodsukker godt kan lide. Min sukkertrang er ihvertfald væk. Og det tilskrives sikkert også proteinerne. På vægtkonsulenterne, som jeg også har haft held med i perioder overvældende sukkertrangen mig ofte, selv om jeg er mæt i maven.

Ja, jeg ved ikke hvad der er fup og hvad der er fakta - men dukan virker! Fandt lige ud af at en veninde var på sidste år og tabte 12 kg fra jan til april. Det er jo lidt lige som mit projekt!!!!!

Nu mangler jeg bare viden om hvordan jeg får min fine lilyslim på siden her..... Jeg håber snart jeg kan se den video der viser forumindstillinger - for den kommer ikke frem på min skærm Men mon ikke det handler om alt dette opdaterings-halløj!?!

Jeg vil kaste mig over projekt profilbillede i dag.

Det skal være min belønning, når jeg har gjort rent. Vi har været hundepassere i jul og nytår og dyret tog hjem i går. Huset er fyldt med hundehår!

Og så skal jeg ud at gå selv om vejret ikke lige ser for hyggeligt ud... Men det skal ikke afholde mig!

/Line
LineJo

09/01/2014 kl. 21:16
Jeg havde det rigtig dårligt da jeg vågnede kl. 6.15 i morges. Jeg havde migræne lignende hovedpine, ondt i maven og kvalme. Jeg måtte ud og knække mig flere gange trods jeg ikke havde noget at gi' af.....Jeg skulle være på min søns skole kl. 13 og frygtede om det kunne lade sig gøre. Men kl. 12 stod jeg op og lavede en stor kop te med mælk. Den blev der nede og langsomt kunne jeg begynde at vende op ad...
Jeg har dog været utilpas hele dagen og totalt uden appetit. Jeg har spist efter principperne, men har ikke spist ret meget. Men jeg er på igen i morgen, for der har jeg det nemlig rigtig godt igen!!!

Jeg har tænkt meget over det der med at man skal spise meget for at tabe sig på denne kur og at man ikke taber sig, når man spiser for lidt. Min mand har også tænkt over det og er helt forundret over at han er så dejlig mæt hele tiden. Han føler slet ikke trang til fristelser som der ellers er nok af på hans arbejde. Men jeg tænker, at når man spiser små mængder af noget som kroppen bruge krudt på at omdanne, så tænker kroppen Hungersnød - spar på energien! men når der er masser af den rigtige kost tilgængelig, så kan den slappe af i forhold til at opbygge depoter. Ja! Sådan giver det mening at tænke om det for mig.

Jeg fik aldrig lagt profilbillede ind... Og dermed heller ikke gjort rent. I stedet kom jeg ud at gå. Jeg gik ud og hentede min yngste på hans skole, da han havde fri. Der er 2,5 km. Så det blev lige 5 km. Vejret artede sig heldigvis på det tidspunkt.
Gåtur er det ikke blevet til i dag, da jeg virkelig har haft det råddent.Men i morgen satser jeg på både gåtur og rengøring!!!

Jeg har haft lidt svært med at finde noget pålæg som jeg kan lide og som jeg finder lækkert. Jeg er ikke pjattet med industripålæg!!! Men da kyllingefrikadellerne i går blev til et farsbrød i stedet, fordi jeg alligevel ikke orkede at stå og stege en masse små klumper Kunne jeg i dag konstatere, at jeg vil lave nogle forskellige farsbrød med forskellige slags kød (ja, ja kylling og okse!) men så flere forskellige krydderiblandinger i. Det smager mig med nogle skiver af det på dukanbrød med skyr under. Så slipper jeg for alle de E-numre og kan selv bestemme krydderierne.
LineJo

12/01/2014 kl. 16:01
I morgen er det en uge siden vi startede min mand og jeg. Det går planmæssigt og er nemt at holde ud. Vi har to børn og det kan da friste når de får deres kulhydrater til aftensmaden. Men det at man ikke er sulten hjælper vel nok på rygraden!!! Jeg har forsøgt med nogle desserter, men jeg brøds mig ikke om den kunstige sukkersmag! Så smager en skive dukanbrød med hjemmelavet farsbrød og tzatziki bare bedre!!! Jeg nupper en cola zero i stedet for dessert. Men min mand synes godt om yoghurtis lavet af en æggeblomme pisket med sød strø og vanille, en pisket æggehvide med sød strø, vinsyre og vanille, der blev blandet med en gang græsk yoghurt. Jeg fik dog et føl, da jeg skulle bruge min ismaskine - som jeg fik forrige jul og stort set ikke har brugt. Det fryser hurtigt til i bunden og den nederste halve cm bliver hård som sten. Ikke til at få ud igen uden bøvl. Næste gang vil jeg lade fryseelementet være ude lidt inden jeg starter processen. Nå, men min mand kunne lide det!

Nu nyder vi at få grøntsager hver anden dag og glæder os over at være mætte og ved godt mod!

Spændende med vægten i morgen tidlig! - hvor jeg også starter op i de små i fitness World. Jeg har været god til at komme ud og gå. Planen er at jeg vil gå de dage jeg ikke træner. Jeg skal træne man, ons og fre.
Og nu har jeg skrevet det her - så forpligter det!!!!

/LineJo
Denne tråd er lukket og kan ikke længere besvares

Søg forum


Seneste oprettede indlæg

Dukan Slankekur - Generelt
Opsigelse
25/04/2021 kl. 08:22

Dukan Slankekur - Generelt
Står stille
11/04/2021 kl. 20:53

Dukan Slankekur - Generelt
Dukan app (nybegynder)
16/03/2021 kl. 09:53

Dukan Slankekur - Generelt
Fastelavnsboller
30/01/2021 kl. 16:05

Dukan Slankekur - Generelt
Spsk eller vægt
22/01/2021 kl. 16:44


Seneste kommentarer

Dukan Slankekur - Generelt
Opsigelse
17/05/2021 kl. 21:29

Dukan Slankekur - Generelt
Spsk eller vægt
15/03/2021 kl. 09:44

Tekniske spørgsmål
Tilbage-tasten
16/11/2020 kl. 14:48

Opskrifter - LCHF
Fødselsdagskager på LCHF
14/09/2020 kl. 12:20

Dukan Slankekur - Generelt
Hirseflager - er det tilladt på Dukan?
14/09/2020 kl. 12:14

Cookies hjælper os til at give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores ydelse, accepterer du vores cookies.