*Hnnghhh ahhhh* Det lykkedes med nød og næppe at lyne vinterjakken. Bagdelen har lagt sig ud, tænker jeg i et splitsekund. Kigger op og får øje på mig selv i spejlet. Dobbelthagen hopper lystigt under mine læber, hver gang jeg snakker. Lader som om jeg ikke har set mig selv. Kan man egentlig det? Altså ignorere sig selv, når det kommer til stykket? Tanker om illusioner og desillusioner overtager hjernes opmærksomhed og vægten er pakket væk - ind i kroppens fedtlag - igen.<br />
<br />
Damen i butikken smiler til mig og siger: "Ja jeg havde en kunde den anden dag, hun havde godt nok tabt sig meget. Hun var på sådan noget Dunka kur" ... "Dukan" mumler jeg sagte og bander for mig selv. Men forstår faktisk godt hentydningen.<br />
<br />
Så her er jeg ... 107,5 kilo almægtig kvindemenneske fordelt på sølle 168 cm, midt i 30'erne. I mine velmagtsdage vejede jeg 120 kilo og for blot 1 år siden vejede jeg 84 kilo, som i de "unge" dage. .... Elevatorvægt? Ja, dét kan jeg snakke med om.<br />
<br />
Et rygestop og et mærkeligt "hul" i brystkassen fyldt ud med alskens "lækre" sager ... og her sidder jeg med sommerfugle i maven. Jeg <b>VIL</b> det her så meget, at jeg er mere nervøs for dét her, end jeg er for mine forestående eksaminer på universitetet. Dem kan jeg i det mindste tale mig ud af ... Det her kræver til gengæld at jeg gør op med "dæmoner" fra en fortid, hvor jeg altid har været "hende den tykke - fede - overvægtige - kraftige".<br />
<br />
Måske det var på tide, at jeg bare var ... Miss Lieva.<br />
<br />
<img src="http://swlf.lilyslim.com/cqsBp1.png" alt="cqsBp1.png" class="bbcode_img" />