En skøn skøn fredag - Interview med Vibeke1965


Fortæl lidt om dig selv!
Jeg hedder Vibeke, jeg er 47 år gammel og bor i Søborg med mand og tre børn på hhv. 12, 15 og 18 år. Jeg arbejder som controller i den finansielle sektor, derudover er jeg medlem af skolebestyrelsen på børnenes skole og aktiv i deres klasser. På forum hedder jeg Vibeke1965.

Hvordan eller hvorfor tog du på?
For 23 år vejede jeg 65 kg. Så holdt jeg op med at ryge (første gang !!) og tog 10 kg på – dem kæmpede jeg med at komme af med – det lykkedes, men jeg tog dem på igen og i nogle år vejede jeg så 75 kg. Så blev jeg gravid første gang og tog 30 kg på – tabte 23 kg – så nu vejede jeg så 82 kg!! Anden graviditet tog jeg også 30 kg på, men tabte mig til 82 kg igen. Tredje gang tog jeg 33 kg på – og ”glemte” at tabe mig igen – tror jeg kom ned på ca. 100. Der har jeg så ligget +/- i 11 år. Jeg ryger i øvrigt ikke mere og har ikke gjort det i 13 år.

Hvad fik dig til at beslutte, at du ville tabe dig?
Jeg har besluttet at tabe mig mange gange – det handler både om udseende, men selvfølgelig også om velvære.

Hvorfor valgte du netop Dukan Kuren?
Da jeg så forsiden af Ude & Hjemme sidste efterår, hvor der stod ”Tab 10 kg på 20 dage” tænkte jeg, at det kunne ikke passe, men var dog tilpas nysgerrig til at købe bladet. På det tidspunkt havde jeg været på Madlog i ¾ år, og det fungerede ikke længere for mig og jeg havde taget på igen-igen – der var for mange ting jeg gerne måtte få, men i begrænsede mængder (har det Anne Larsen kalder et volumen-gen – dvs. kan ikke nøjes med 1 stk. slik – men tømmer posen) Da jeg så læste Dukan tænkte jeg ” tre ting jeg må spise – kød, æg og mælkeprodukter (nåja og så havreklid) – det kan jeg godt finde ud af”    OG DET KUNNE JEG – men først da jeg fandt denne side, hvor jeg kunne se at det ikke var så firkantet som U&H beskrev den.

Har du været på andre kure før?
Jeg har været på et utal af kure: Vægtkonsulenterne, Citronsaftkuren, et kursus i Hjerteforeningen, Anne Larsen mad, lev sundt med mange grøntsager (indtil flere gange), et kursus på kommunen, et kursus på mit arbejde, diætist, tæl kalorier med Madlog – on/off i 20 år tror jeg.

Hvad var reaktionen fra dine omgivelser på, at du valgte at gå på Dukan Kuren?
Det gik jo relativt hurtigt i starten, så masser af positiv respons, men da artiklerne om det usunde ved proteinkure kom frem – er der selvfølgelig nogen, der har nævnt det, men mit svar er hver gang: ”Muligvis kan min kost øge risikoen for blodpropper, men 30-40 kg overvægt kan også øge risikoen”  -   og så dukan kuren jo en kur, hvor vi nok spiser meget protein, men af den fedtfattige slags, der ikke er usund, og ja kuren er lidt ensidig, men da det er en ”kur” kommer vi ud på den anden side inden for overskuelig tid og så fortsætter vi med en mere alsidig kost af den sunde slags. I virkeligheden er det jo kun i fase 1, at kosten er virkelig ensidig.

Hvilken fase er du i og hvor mange dage har du været på kuren i alt?
Jeg er i fase 2, har været i gang siden 15. november 2011 – det er vel ca. 310 dage – 1. maj havde jeg tabt 20 kg, men så har jeg haft en lang ”pause” fra 1. maj til 14. september, hvor jeg har ”leget” fase 3 – der var så mange konfirmationer og runde fødselsdage i maj (hver weekend), hvor jeg besluttede at holde festmåltider, men på hverdagene havde jeg pp og pv som jeg skulle, så da alle disse fester var overstået vejede jeg det samme som før – super tilfreds med det, men jeg kunne bare ikke komme helt tilbage til fase 2 – så skejede lidt ud hele sommeren, og i starten af september havde jeg taget 3,5 kg på. Så kom der en ferie med all inklusive, der kostede yderligere 2,2, men nu er jeg godt i gang igen.

Hvor meget har du tabt dig?
19 kg.

Er der noget du snyder med eller ikke overholder?
Jeg har ikke kunnet finde ost med lav fedtprocent, så når jeg skal ha ost er det med en fedtprocent på 11 eller 13 – men jeg spiser kun ost på pizza og lignende, så det sker ikke ret tit. Og så sker det selvfølgelig at jeg snyder en gang imellem, men det er oftest noget jeg har besluttet på forhånd.

Hvad har været det sværeste ved kuren?
Jeg elsker kartofler – i alle afskygninger, så det har været det allersværeste at undvære, og så glæder jeg mig også til at få rugbrød igen.

Hvor meget motion har du dyrket og hvilken type motion? Har hele tiden fulgt anbefalingerne fra dukan kuren?
Jeg plejer at cykle til arbejde – det tager ca. 20-25 minutter hver vej – den sidste måned har jeg dog været doven og taget bilen, og så har der ikke været motion på dagsordnen.

Hvad er dit bedste trick eller din redning, når du har været lækkersulten?
Når jeg er lækkersulten spiser jeg sukkerfri bolcher – Føtex har nogle super gode peberbolcher. Og så er jeg forholdsvis aktiv på denne side, det hjælper mig med at holde fokus – udover at det er rart at skrive med andre der lever på samme måde.

Har du på noget tidspunkt været ved at give op og (hvis ja) hvad fik dig til at fortsætte?
Nej jeg har ikke på noget tidspunkt været ved at give op – selv da det så værst ud i sommer, var jeg helt sikker på, at jeg nok skulle komme helt tilbage igen (og jeg der gik jo et par måneder før jeg havde taget ”rigtigt” på). Generelt synes jeg jo, at den er nem at holde (altså da jeg først fandt din side, for Ude & Hjemmes fortolkning er meget firkantet)

Hvad har vægttabet betydet for dig i hverdagen?
Jeg tror jeg er blevet gladere. Jeg kigger mig ofte i et spejl eller vindue og smiler – og selvom jeg stadig vejer for meget, synes jeg faktisk jeg ser meget godt ud, og jeg har det godt med mig selv, og det er blevet sjovere at købe tøj

Har det haft nogen effekt på dit helbred?
Jeg kan ikke mærke nogen forskel på mit helbred, men 20 kg mindre betyder vel noget…

Fortæl om en sjov eller positiv episode i forbindelse med dit vægttab!
Jeg har fået så mange positive reaktioner fra folk – også fra folk på mit arbejde, der egentlig ikke kender mig – og så er det fedt (haha) at jeg i sommer kunne gå i forlystelsesparker med mine børn – OG SPÆNDE MIG FAST I VOGNEN UDEN KAMP!!

Hvad er det første du spiste/vil spise når du kommer i fase 3?
Kartoffelmos og rødvin er det første jeg skal ha fase 3

Kan du holde vægten nede i fremtiden?
Jeg synes jo, Dukan er nem at holde, så ja jeg tror sagtens jeg kan holde vægten nede, men der er ingen tvivl om, at det bliver en udfordring at holde vægten stabil, jeg arbejder lige nu med mig hoved, for at overbevise mig selv om – HELT – at fase 3 også er en kur, der skal overholdes, sådan at jeg ikke bare giver los i fase 3 og så må tilbage til fase 2 ind imellem, for ikke at tage det hele på igen.  Men der er 17 kg (mindst – må se om 17 kg om jeg skal længere ned) til jeg når fase 3, så jeg har tid til at overbevise mit hoved.

Vibeke1965 dagbog

 


Kommentarer

mig
28/09/2012 kl. 18:13
Super dejlig læsning Vibeke og syntes det er mege sejt du kom tilbage til kuren
Glæder mig til at følge din vej ned på vægten

Knus
28/09/2012 kl. 21:38
Hej Vibeke det er flot at du er tilbage i kampen igen
og du skal nok nå dit mål!
29/09/2012 kl. 08:52
19 kg! Det er da flot. Jeg glæder mig til at se dit billede, når du er "færdig" - for du ser rigtig godt ud nu
30/09/2012 kl. 19:12
Herlig læsning og super at du er igang igen efter "sommerferien" . Det er dejligt at have dig på siden her, har ofte læst dine kommentare :D Ja, og så er det jo et flot vægttab du har haft, min søster har også holdt nogle "ferier" fra kuren og taget nogle få kg på, men det går den rigtige vej, så det er rigtig godt at læse at det sagtens kan lade sig gøre at dage "ferier" og så komme tilbage på kuren.

Det bliver spændende at følge dig resten af vejen :D
01/10/2012 kl. 10:08
Hej Vibeke. Dejligt at læse din historie Super sejt, at du er kommet ind i kampen igen. Du skal nok nå dit mål med den vilje Knus
Cookies hjælper os til at give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores ydelse, accepterer du vores cookies.